Først lidt historie.
Keglespillet kan føres tilbage til Ægyptens og Roms
storhedstid, da der ved arkæologiske udgravninger er fundet tilbehør til
keglespil og afdækket vægrelieffer i gravkamre.
Man har fundet en form for keglespil i en Ægyptisk barnegrav ca. år 3500 før
Kristi fødsel.
Det keglespil vi kender i dag, fandt sin urform i den germanske stamme med
stenkugler mod 3-7 eller 9 kegler af knogler.
Fra ca. år 1157 blev det en udbredt folkefornøjelse, men man spillede mest for
at få afgjort væddemål. Det kunne godt gå ret vildt for sig med slagsmål og
knivstikkeri.
Indtil ca. år 1800 blev keglespillet i perioder forbudt.
Keglespillet kom til Danmark ca. midt i 1800-tallet. Da startede man på
keglespillet under forskellige former, i haver eller på kroer.
I 1826 blev de første tyske klubber stiftet. I Danmark blev den første klub
stiftet i 1904 i Sønderborg, og det er kegleklubben Fidelitas, som stadig
eksisterer.
I 1942 blev Dansk Kegle Forbund stiftet.
Keglebanen.
Keglebanen er lavet af træ. Den er 35 cm bred og 23 meter
lang. Derudover er der et tilløb på 5,5 meter og endelig selve keglestanden som
er 1 meter. Der er 9 kegler, som er stillet op i et kvadrat med spidsen imod
banen. Fra tilløbet og til keglestanden hæver banen sig 10 cm. Endvidere
huler selve banen med op til 5 mm på midten af banen. Imellem tilløbet og selve
banen er der trukket en snor på tværs af banen og kuglen skal spilles under
denne snor.
Keglerne er monteret med en snor i toppen af keglen, som gør at det automatiske
hejseapparat kan rejse keglerne. Disse snore er løse så keglerne kan vælte
frit. Keglerne er ca. 40 cm. høje, 10 cm. tykke og vejer mellem 1700 og 1800
gram.
Kuglerne som man bruger, er helt glatte og uden huller. De er 16 cm. i diameter
og vejer knapt 3 kg. (disse mål gælder senior kugler). Der spilles med de kugler
som hører til kegleanlægget.
Spillet
Man spiller normalt 120 slag på 2 eller 4 baner. Man har
ét slag til at vælte alle keglerne. Pointregnskabet er meget enkelt, da man
tæller antal væltede kegler.
Når man spiller en kugle skal den lægges i henholdsvis venstre eller højre side
af banen, og så skal man udnytte at banen er en lille smule hul, for at få
kuglen til at ramme ind i keglerne på enten den ene eller den anden side af den
forreste kegle. Når man spiller 120 slag på 2 baner, som man gør i en
turneringskamp, spiller man 30 slag i hver side, på hver bane, dvs. 30 slag i
venstre side på bane 1, 30 slag i højre side på bane 1. Derefter bytter man
bane med modstanderen og spiller ligeledes 30 slag i venstre side og 30 slag i højre
side på bane 2.
Der spilles både individuelle mesterskaber samt holdturneringer. Et hold består af 4 spillere, som spiller deres 120 slag på 2 baner efter tur. Der er én spiller fra hvert hold på banen af gangen. Kampen afgøres ved det hold som tilsammen har væltet flest kegler.